Vender man sig rundt, præsenteres beskueren for en unika artist’s book, hvis sider er udskåret som bølger i varierende former og størrelser. Man har mulighed for selv at bladre gennem bølgerne i bogen, der også ledsages af en video, hvor siderne bliver vendt for en under vandet. Effekten af bogens bølgesider bliver her forstærket både af vandet, der griber siderne og lysreflektionerne fra solen der bryder vandets overflade og bølger hen over havbunden. Værkerne i Ghost Ocean danner en finurlig undervandsverden, hvor papirklip optræder som noget fremmed, men samtidigt imiterer og blander sig med de naturlige elementer, for at udforske og gøre beskueren opmærksom på havets tilstand. Papirets optræden i værkerne synliggør grænser, som beskueren ellers ikke normalt ville bemærke.

 

Maja Ingerslev Ghost Ocean_ (loft) _A Drop in the Ocean - An Ocean in a Drop (video)

Maja Ingerslev Ghost Ocean_ (loft) _A Drop in the Ocean – An Ocean in a Drop (video)

 

Maja Ingerslev er i sin kunstneriske praksis optaget af det umulige og at afsøge grænser i vores opfattelse af naturen. Hun fanger det eventyrlige og fantasifulde ved naturen i sin kunst på tværs af medier såsom fotografi, video og installation. Elementer klippet i papir optræder i mange af Ingerslevs værker, og afspejler grænser mellem det synlige og usynlige i vores omverden. Papirets hvide farve har en dobbelt effekt; det er både en tom plads for beskueren at fylde ud, og en farve der på den ene side kan påpege noget falmet og forgængeligt eller på den anden danne rum for nye begyndelser. Papir er et gennemgående materiale i alle værkerne i udstillingen Ghost Ocean. I videoværket A drop in the Ocean – An Ocean in a drop indtager tang, vandmænd og fiskeskeletter klippet i papir deres plads ved havbunden side om side med havets naturlige liv, der gør beskueren opmærksom på papirets skrøbelighed, og inviterer til at reflektere over tilstandene under havets overflade.

 

Maja Ingerslev. Still fra kunstværket A drop in the Ocean - An Ocean in a Drop 1

Maja Ingerslev. Still fra kunstværket A drop in the Ocean – An Ocean in a Drop 1

 

Oplevelsen af at udstillingen trækker en ind i en undervandsverden, understreges af den dynamiske reallyd af havet fra videoværket, der skal afspejle livet under vand, som udover bølgeskvulp også invaderes af skibe og motorstøj. Maja Ingerslevs værker er en poetisk tilgang til at formidle og synliggøre vores omverden, og sætter fokus på vores forhold til naturen og dens tilstand – hermed også tabet af biodiversitet og klimakrisen der forårsager store ændringer for alt levende, også i havet.

 

Maja Ingerslev kunstværket Book of Waves

Maja Ingerslev kunstværket Book of Waves

 

FAKTA:

Ghost Ocean vises på KH7 smallspace, Aarhus, fra d. 1. oktober til d. 24. oktober 2021.

Den vises parallelt med udstillingen Ancient Waves – Falling Stones af den hollandske kunstner Simone Hooymans, kurateret af Maja Ingerslev. De to udstillinger på KH7 artspace tager begge afsæt i havet, som en af verdens vigtigste ressourcer. Det fælles omdrejningspunkt er skønheden og skrøbeligheden i vores forhold til naturen og jordens tilstand i en tid præget af klimakrise og store forandringer i naturen.

Maja Ingerslev er en dansk kunstner uddannet fra Det Jyske Kunstakademi og Fotografisk Skole, der har udstillet både i Danmark og i udlandet. Maja Ingerslevs værker er kendetegnet ved et varieret brug af materiale og medier; fotografi, video, animation, installation, skulptur, tegning, artists’ books og papirklip – og et samspil mellem disse medier.

1. November 2021 flytter Maja Ingerslev atelier til Randers Kunstmuseum i forbindelse med Artist in Residency projektet “Natur og kunst – i poetisk fordybelse”, der er et 8 måneders forløb i Randers Kommune med udvikling af billedkunst for børn og voksne der arbejder med børn.

 

Maja Ingerslev kunstværk Ghost Ocean (loft) _A Sea in a Sea_ (video)

Maja Ingerslev kunstværk Ghost Ocean (loft) _A Sea in a Sea_ (video)

Maja Ingerslevs hjemmeside

 

 

Kunstneren bag projektet

BilledkunstFotografiInstallationSkulpturVideo

Maja Ingerslev

Scroll