Fra Dagligstuens sofa kan man betragte de to store billedtæpper Skytæppe og Bugt, der er stribekompositioner med figurative landskabselementer fra bugten.
Skytæppe skildrer bugten og lyset over havet. Dramatiske skyformationer og sammensatte horisonter i nedtonede farver, er som erindringer gemt i falmede fotografier.
Sanne Ransby har anvendt materialer med forskellige teksturer som en væsentlig del af udtrykket i billedtæpperne; blandt andet har hun vævet silke ind for nogle steder at give billedet en særlig glans, andre steder hør for en mere mat og papirlignende kvalitet.
Bugt har en helt anden karakter, som især kommer til udtryk i den tydelige inspiration fra containerhavnens klare blå og orange farver. Dette er også et horisontbillede med sollys der bryder gennem skyerne. Billedtæppet har detaljer fra havnen med strand, kraner og fragtskibe i horisonten, og havnemiljøet understreger Sanne Ransby ved at indvæve stofstrimler, der minder om klude med malerpletter fra bådehavnen. Mange af billedtæppets materialer ender i frynser forneden, der leder tankerne mod ålegræs og bølgende tang fra vandkanten og stranden.
Dagligstuen har udgang til to terrasser, og når dørene står åbne eller langsomt lukker i, bølger tæppet og dets frynser blidt og giver en ekstra dimension til motivet med himmel og hav.
Man kan gå på opdagelse i billedtæpperne, der begge forandrer sig med dagslyset og alt efter hvilken vinkel og afstand man betragterne dem fra. Går man tæt på, kan man se detaljerne og billedtæppernes struktur. Vil man derimod opleve de overordnede kompositioner i Skytæppe og Bugt kræver det en større afstand fra værkerne, som når man går igennem Dagligstuen via husets gennemgående gang.
I samspil med Skytæppe og Bugt har Sanne Ransby samlet en billedvæg til Dagligstuen, med fokus på detaljer fra bugten i overgangen mellem skov og hav, såsom insekter, bark, tang og vilde planter. Blandt sine egne tekstile værker i billedvæggen har hun inkorporeret værker fra fem andre kunstnere; keramiske værker af Lea Mi Engholm og Dorte Kristoffersen, trærelief og træsnit af Hanne Skyum, akvareller af Tine Hind og raderinger af Birgitte Thorlacius.
Alle værker i udsmykningen er udført i hånden og har en tydelig indlejring af tid og nærvær.
Indretningsarkitekten har understøttet udsmykningen lige fra valg og placering af møbler til reolens indhold. Så man kan opholde sig tæt på værkerne og finde bøger i reolen om kunsthåndværk, kunst, design, træsnit, havnens historie, planter og filosofi, foruden brætspil, m.m.
Udsmykningen og værkernes motiver danner ramme for fordybelse, samtaler og møder mellem husets beboere og er med til at minde om, hvor i landskabet netop denne dagligstue befinder sig.
Fotos: Iben West
FAKTA:
Generationernes Hus blev indviet den 6. september 2021.
Bygherrer er Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening.
Ud over Sanne Ransbys udsmykning af Dagligstuen, kan man i huset i øvrigt finde værker af Milena Bonifacini, Ferdinand Ahm Krag og Jesper Rasmussen.
Skitseprocesserne er støttet af Statens Kunstfond.
Du kan læse mere om Generationernes Hus og kunsten i huset her.
Sanne Ransby er billedvæver og visuel kunstner uddannet fra Det Jyske Kunstakademi.
I sit kunstneriske virke arbejder hun med farve, materialitet og rum. Hun undersøger striber og landskaber, bredt forstået, i vævens kontekst, og er optaget af møderne mellem natur og civilisation.
Sanne Ransbys Instagram profil.
Kunstneren bag projektet