Skriften på væggen

Projekt: Kaos og orden

 

Via KKArt blev billedkunstner Krista Rosenkilde indbudt til at give sit bud på udsmykning af Vestre Landsrets nye retsbygning i Viborg. Skitseforslaget med titlen "Kaos og Orden" faldt i dommernes smag, arbejdet gik i gang, og kunstværket fandt sine pladser på tre vægge i slutningen af 2014. 

 "Kaos og Orden". Så kort og klart lyder titlen på det kunstværk, der strækker sig over tre vægge i en af landsretssalene i Viborg. Værket er bygget op af ikke mindre end 102 bemalede og udskårne objekter, træstykker, der hver især udtrykker den situation, parterne befinder sig i. 

- Bag dommerne er farverne kølige og klare, og objekterne er firkantede og hænger i systematisk og harmonisk orden, som står i stærk modsætning til værkets to øvrige vægge, forklarer Krista Rosenkilde. - De fremstår urolige og ukontrollerede med cirkler og trekanter mellem hinanden og i kraftige farver. For mig illustrerer modsætningerne præcist partnerne i retten, deres frygt, forhåbninger og formål med at være der.

Inspiration fra dommerne

Da Krista Rosenkilde fik sin første rundvisning sammen med nogle af rettens dommere, blev hun overrasket. - Jeg havde forventet, at de ville have en meget nøgtern tilgang til livet og deres arbejde. Det var slet ikke tilfældet. De beskrev et arbejdsliv, der i høj grad handler om mennesker, konflikter og følelser, og at retssalen i virkeligheden er en levende organisme. Den opfattelse havde jeg ikke på forhånd, og jeg blev for alvor klar over sagens alvor, da de fortalte, at værket skulle sidde godt fast på væggene! Der sker ind imellem voldsomme ting i en retssal.
Samtalen gav kunstneren et indblik i et ukendt fagområde, og hun konkluderede, at jura også er et virvar af følelser og kaos, som dommerne skal søge at skabe en slags orden i. Den indsigt tog hun med sig hjem i toget, hvor hun slog de første streger til det, der blev til "Kaos og Orden".

Op til beskueren
Krista Rosenkildes værk opererer mellem farver og former, og det er op til beskueren at dømme, hvad der er illusion og virkelighed. Billederne svæver ca. syv centimeter ud fra væggen for at skabe balance mellem den tyngde og dynamik, de udstråler. Nogle af billederne er skåret ud, og en del af dem bygget op i lag og 3D konstruktioner.  
- Værket har tydelige referencer til modernismens formsprog med farve, form og rumvirkning, og beskueren kan ikke ved første øjekast se forskel på, hvad der er flader, og hvad der er i tre dimensioner, fortæller Krista Rosenkilde.
Det handler om at leve
Hun er inspireret af 60'ernes Op Art, der nyder at drille øjet og sanserne, som hun også gør med "Kaos og Orden". Nu er Krista Rosenkilde stille og rolig på vej i en lidt anden retning.  - Farver og former er i sig selv et enormt kraftigt sprog, der taler til sanserne. Et værk behøver ikke at snyde. Og for mig er det væsentligt, at min kunst udfordrer og pirrer sanserne, når folk er til stede i et rum. For det er også det, livet handler om; at leve og at være til stede.  

Et sats fra begge sider
Værket er Krista Rosenkildes største nogensinde, og det var med hendes egne ord "fedt at prøve kræfter med." Samtidig er hun imponeret over, at Landsretten vovede at vælge en så ung billedkunstner til så stor en opgave. - De kunne have valgt en anerkendt kunstner, så de var sikre på slutresultatet.  Men de stolede på mig og havde tillid til, at jeg kunne klare opgaven, og det var stort at udsmykke et sted, der rummer så megen alvor.

Ekstra hænder
Undervejs i skabelsen af værket havde kunstneren brug for ekstra hænder. Dels var hun højgravid og bar på et endnu større værk, der i skrivende stund er et halvt år gammel. Og det bliver i familien, for barnets far er snedker. Hans hænder plus et ekstra sæt af slagsen var uundværlige, da de 102 stykker træ først skulle skæres i forskellige former og dernæst placeres på væggene.
- Derudover var det en stor hjælp og lettelse, at KKArt bistod med alt det administrative og økonomiske lige fra kontrakt til udbetaling af løn, så jeg kunne koncentrere mig om det kunstneriske, fastslår Krista Rosenkilde.

/Helene Dambo
 
Krista Rosenkilde er født i 1982 og uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi
Kontakt: kristarosenkilde@kkart.dk
www.kristarosenkilde.com

Tags: