Rejsende i Is
Hardy Brix, maler og rejsende i de arktiske landskaber. I juli 2009 var Hardy Brix på rundrejse med skib i Svalbard udsendt af KKArt for at male de landskaber, som han har kastet sin kærlighed på. Med en sikker pensel dokumenterer han de landskaber, det hele drejer sig om: isen, som forsvinder med stigende hastighed.
På tyvende år har han viet sit liv til isen i de nordiske landskaber, og med klimadebatten er han mere aktuel end nogensinde.
"Hele klimadebatten kører jo for fulde drøn, og hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, det er jo umuligt at gennemskue. Forskerne er jo ikke enige. Men en ting er sikkert, og det er, at isen forsvinder," bemærker Hardy Brix. Mange billedkunstnere arbejder med landskaber, og som sådan ligger Hardy Brix i forlængelse af en lang tradition af nordiske landskabsmalere. Men at det netop er isen, og dens massive tilstedeværelse i et uberørt landskab, der nu igennem tyve år har optaget maleren, er noget mere utraditionelt. I disse enorme landskaber, hvor et enkelt isbjerg kan fylde en fjerdedel af danmarkskortet, føler Hardy Brix sig hjemme: "Jeg føler mig hjemme i de her mægtige og uoverskuelige landskaber, og for mig ligger der her en uendelig inspiration. Det er ikke et begrænset område, tværtimod. Jeg har malet og malet - nærmest som en desperat. Men hver gang jeg tager af sted, så føler jeg det stadigvæk som om, jeg starter forfra i første klasse. Det er øvelse på øvelse, for hvis man først begynder at male på rygmarven, så har man ikke sig selv med længere. Man skal lide lidt her i livet, og det kan man altså godt gøre, når man står og maler. Jeg kan virkeligt være nede og bide i gulvbrædderne nogen gange," griner Hardy Brix og fortsætter: "Der er ikke noget, der kommer af sig selv, og man skal lægge sig selv i hvert eneste strøg. Men jeg kan slet ikke lade være - fx når jeg nu har været af sted på Svalbard: hvis jeg ikke maler de her akvareller og fanger mit førstegangsindtryk, så er det jo for sent, så er vi jo sejlet forbi. Det øjeblik jeg sejler forbi lige nu, det ser jeg aldrig igen."
Arktiske regndråber i stuen
På en fjorten dages tur til Svalbard daler der en mængde akvareller fra malerens hånd. Det tager mellem to og ti minutter at male en akvarel, når man bare følger intuitionen og nuet: "Jeg kan da godt se landskaber for mit indre øje, og jeg kan også godt sidde og male en akvarel ud fra hovedet, men det har jeg ikke lyst til: Jeg vil være der. Det er enormt vigtigt for mig at se det, at være der og opleve det, jeg maler. Jeg har siddet i et allerhelvedes vejr og malet, hvor al maling var ved at regne væk. Og uanset om det er is eller regndråber eller sand fra vestkysten, så synes jeg det er spændende, at man kan se autenciteten som aftryk i billederne."
Og der er faktisk arktiske regndråber på nogle af billederne - dråberne på lærredet får malingen til at flyde ganske let ud - der er aftryk af vejr og vind, af naturen der hersker og det vilde uberørte land, landskaber der har stået urørte af mennesker i millioner af år. Hvert år kommer et nyt islag til, og igennem lagene af is kan man læse naturens egen historie om vind og vejr. "Det fascinerer mig, de her uberørte steder. Landskaberne afspejler den indre stemning som en slags spejling af sjælen. Jeg genkender mig selv her. Der er steder, der er så store, at man ikke kan begribe dem, og der er steder, der ligger lige foran dig, som du ikke kan se pga. af tåge og sne, og andre steder, der synes lige foran dig, men som i realiteten ligger uendeligt langt væk. Afstande er enorme, og størrelse giver ingen mening. Du kan simpelthen ikke bedømme afstande i de arktiske områder. Jeg havde en helt fantastisk oplevelse. Midt i det store hav lå et enormt isbjerg. Det var helt fladt på toppen og stod bare der midt i det enorme hav. Det var så stort, at man kunne se strukturen i det - siderne delt op i flader med forskellige farver på grund af solens spejling. Og så forsvinder isbjerget langt langt ude, hvor sne og tåge dækker horisonten. Det er bare ét isbjerg. Men det kæmpemæssige isbjerg, jeg der så, var jo bare en stump, der var knækket af et endnu større isbjerg."
TINGENE HÆNGER SAMMEN
Nu forandrer isen sig jo også pga. af klimaforandringerne, men det er ikke dem, Hardy Brix her skuler til. Det er hans eget indre billede og chancen for at genkende noget af sig selv i landskabet. Forsvinder isen forsvinder også for ham et spejl på selvet: "Men en ting er mit eget personlige forhold til landskabet, en anden ting er de konsekvenser som klimaforandringer fører med sig. Isen smelter og gletcherne trækker sig tilbage, og det betyder jo at vandstanden stiger. Det vil gå ud over mange områder. Den største trussel mod menneskeheden, det er klimaet. Hele økosystemer kollapser, når klimaet ændrer sig. Tingene hænger jo sammen." Det er tydeligt at mærke, at Hardy Brix brænder for området, og på hans hjemmeside kan man da også læse ordene 'Slå et slag for klimaet': "Jeg er jo ikke ekspert på området klima, og det var aldrig meningen at mine billeder skulle være så aktuelle, for klimaforandringerne er jo ikke positive. Men du kan godt sige, at jeg på en måde illustrerer den debat, der er nu. På det grundlag har jeg bl.a. holdt et oplæg på en klimakonference på universitetet i Trondheim, hvor jeg viste mine billeder og fortalte om mine rejser til bl.a. Svalbard og Antarktisk. For mig som billedkunstner var det spændende at være med på sådan en konference, hvor oplægsholderne ellers udelukkende var forskere. Men mine billeder kan måske være med til at sætte et andet og mere personligt præg på en debat om isen i forandring. For isen er meget personlig for mig, og det er klart, at når den støt og roligt forsvinder, så gør det mig ondt."
Du kan se flere af Hardy Brix' arbejder på www.hardybrix.dk.
Henvend dig til KKart, hvis du er interesseret i Hardy Brix' billeder eller foredrag.
